Jeg havde egentlig aldrig troet, at de to ting ville passere vores vej. Valentin har aldrig egentlig passet ind i de klicheer som man tit har om børn, hans tigerspring har også været ret milde. Alt i alt har vi faktisk været meget heldig med ham. Men for nogle dage siden startede det altså, og her er vi altså bare ikke i tvivl. Vi har formået at få separationsangst fra mor samt terrible-two oveni hinanden. Jeg ved ikke om det er fordi han ved, at jeg skal på forretningsrejse den næste uges tid og derfor er ekstra clingy. Men han er simpelthen ikke meget for at jeg skal forlade ham i vuggestuen og det er også helst mig der skal putte, selvom det nu er far der gør det for det meste. Han kan blive helt ked af det hvis jeg smutter ud af lokalet hvor han ikke kan se mig. Jeg synes det er ret sent at han får denne angst for at jeg smutter fra ham. Han har ellers aldrig været således, og plejer egentlig også bare at vinke, når vi fx efterlader ham med hans bedsteforældre. Jeg håber og krydser for at det bare er en fase og at det ikke er fordi han inderst inde tror jeg vil forlade ham.
Derudover så tester han vores grænser rimelig meget, ordet terrible-two er ikke opfundet uden grund. Vi har opdraget en rimelig viljestærk dreng der ved hvad han vil. Det kommer til at gå udover både os og ham. Så hvis der er noget der ikke lige passer manden bliver han så gal. De kloge hoveder siger, at det nok bare er en fase. Det håber vi at de har ret i. Det lyder meget negativt, men jeg tænker vel at det er de fleste forældre der går igennem det her. Lige meget hvad vil han stadig være vores lille elskede mus – men lille skat, skal vi ikke bare aftale, at denne fase springer du meget hurtig over?